fbpx
 

Marketing Guide: Emojis eller ej?

emojis

Marketing Guide: Emojis eller ej?

6. marts 2020


Vi støder ofte på virksomheder, der mener at emojis er uprofessionelle og sender det forkerte budskab til deres potentielle kunder. 

Her må vi simpelthen bare erklære os uenige. Selvfølgelig er det ikke alle typer emojis der passer til alle virksomheder, men hvis man holder sig til virksomhedens brand og visuelle identitet, kan der være store fordele i at bruge emojis på de sociale medier. 

Emojis bruges nemlig i alle typer tekst på de sociale medier. Både i privatbeskeder mellem brugere og i opslag fra både virksomheder og private. Emojis kan fremhæve budskaber, sikre virksomheden mod misforståelser, og gør det muligt at bruge for eksempel sarkasme, der ellers ikke fungerer særlig godt på skrift. Det er blot nogle af de mange grunde til at bruge emojis på de sociale medier.

Derfor skal virksomheder bruge emojis på de sociale medier

Bruges emojis rigtigt (og bruges de rigtige emojis), vil det ikke føles som en unaturlig del af jeres markedsføring, men derimod som en mere integreret og naturlig udvidelse af jeres brand. 

Ofte markedsføres det samme budskab på tværs af flere platforme. Platformene har alle forskellige formater og de bruges også helt forskelligt. Derfor tilpasses budskabet til det enkelte medie, og det er også her at emojis kan bruges som en del af tilpasningen til de sociale medier.

I et tv-spot er det både lyd, billede og tekst der fortæller budskabet, mens brugerne på de sociale medier ofte ikke har lyd på deres telefon, når de scroller gennem deres newsfeed. Derfor er lyd ikke en stor del af fx Facebook annoncering – men det er billeder, video og det skrevne ord til gengæld. 

Mange virksomheder bryder sig ikke om at der er forskel på teksten i et opslag på Facebook, og på teksten på andre markedsføringsplatforme. Men budskabet kan sagtens forblive uændret – måske skal udførelsen bare ændres lidt.

For på de sociale medier bruges der nemlig i høj grad emojis, og det gør der ikke i tekst på websites, blogindlæg eller artikler. Ligesom med al anden markedsføring og med formater, skal den skrevne tekst også tilpasses til det enkelte medie. Og her emojis bare en del af ligningen på fx Facebook og Instagram.

Hvad kan emojis bruges til? 

Emojis kan bruges til at fremhæve tilbud, særligt vigtige sætninger eller til ganske simpelt at skabe blikfang i nyhedsfeedet. Facebook er fyldt med virksomheder der konkurrerer om brugernes opmærksomhed, og det har aldrig været vigtigere at skille sig ud fra mængden. Eftersom emojis er så integreret en del af de sociale medier, kan det godt betale sig at gøre som alle andre på platformen. 

Brug emojis intentionelt og med en specifik tanke for det signal de og resten af opslaget sender. Den rette brug af emojis kan ændre hele budskabet på et opslag, og dermed være med til at skabe mere interaktion fra brugerne. 

For eksempel kan virksomheder opfordre brugere til at kommentere deres opslag med en emoji, og hvis brugere vil reagere på et opslag på Facebook, er det også en emoji de kan gøre det med. 

Generelt bruges emojis som en måde hvorpå brugerne kan udtrykke deres holdninger og følelser. Og hvorfor skal virksomheder ikke gøre det samme?

Gestikulering og mimik

Skriftsproget mangler flere vigtige elementer fra talesproget. Det er blandt andet gestikulering og mimik, der hjælper os til at forstå tonefald og budskab langt hurtigere end vi gør på skrift. 

Her kan emojis være behjælpelige med at vise hvilke sætninger, der er for sjov og samtidig fremhæve særligt vigtige sætninger, der kræver lidt ekstra blikfang. 

Emojis hjælper med at nedbryde barrieren mellem skrift og talesprog, og det kan være med til at sikre os imod ærgerlige misforståelser, der kan opstå ved brug af sarkasme eller ironi. 

Forestil dig at du fortæller dit budskab til en kunde ansigt til ansigt. Bruger du ikke både gestik, mimik og tonefald til at sælge budskabet endnu bedre?

Hvilke typer emojis passer til virksomheden? 

Der er efterhånden så mange forskellige emojis, at der helt sikkert findes et par stykker der passer til virksomhedens produkter. Emojis er kommet langt fra de klassiske gule smileys, og nu indbefatter de alt lige fra planter, dyr, symboler og flag, og til hverdagsobjekter og mad. 

Start med at vælge nogle emojis der passer til virksomhedens brand og visuelle identitet. Emojis kan også vælges ud fra de produkter I sælger. Sælger I makeup, kan I bruge en emoji af en læbestift eller af neglelak. En restaurant kan bruge en burger emoji eller måske en emoji af en tallerken og bestik. Handler jeres opslag om klassisk dansk mad, kan I fx bruge emojis af det danske flag, bacon og en øl.

Husk altid på at emojis handler om signalværdi. Ikke alle brands vil have hjerter og kysseemojis på deres opslag, mens det passer perfekt til andre. Hav altid fokus på målgruppen og hvilke emojis de kan lide og ofte bruger selv. Så er der større chance for at ramme plet med jeres opslag og valg af emojis.

Hvad så med b2b virksomheder? 

Det er netop i b2b kategorien at de fleste modstandere af emojis befinder sig. Men virksomheder skal tænke over den måde de sociale medier bliver brugt på og også på mediet selv. For der er emojis overalt på de sociale platforme og alle bruger efterhånden emojis i alle former for skriftlig kommunikation. 

Der findes også meget neutrale og mere sikre emojis, til de virksomheder der gerne vil starte ud med at bruge emojis. Fx findes der emojis af flueben, pile og andre symboler, hvilket er et godt sted at starte.

Opslag bliver ikke mindre seriøse af emojis; kun hvis der bruges de forkerte. Hvis opslaget handler om at rejse, kan der bruges en emoji af et fly eller en palme. Hvis det handler om en konference, kan der bruges en emoji af en bog, nogle papirer eller en kop kaffe. Prøv jer frem, og husk på at emojis er med til at menneskeliggøre og personliggøre virksomheden – og det er jo aldrig en dårlig idé. 

Test løs!

Hvis du stadig er i tvivl om emojis passer til jeres virksomhed, er det en god idé at teste det. Prøv at lave to forskellige opslag eller annoncer, hvoraf den ene tekst har emojis og den anden ikke har. Se hvilket opslag der får mest interaktion, flest kliks og eventuelle salg. Så kan I lynhurtigt se om brugerne foretrækker med eller uden emojis. 

Her til sidst: Selvfølgelig er emojis ikke nødvendige for at få succes på de sociale medier, men vores erfaring siger alligevel at de virker. Brug dem I synes passer til virksomheden og opslagets budskab. Så får I de bedste resultater. 

I er altid velkomne til at ringe til os på +45 30 55 56 11 for at få noget sparring omkring jeres SoMe-strategi.