fbpx
 

SoMe Up: Facebook sætter loft på antallet af annoncer i 2020

SoMe Up: Facebook sætter loft på antallet af annoncer i 2020

11. november 2019


Facebook er en af de største platforme, når det kommer til markedsføring. Og nu vil de altså sætte et loft på antallet af annoncer, som en virksomhedside på Facebook må køre. 

Det virker da en smule underligt – gør det ikke?

Hvorfor vil Facebook frivilligt begrænse sit indtægtspotentiale ved at sætte et loft på antallet af annoncer?

Lad os dykke ned i det.

Er du på farten? Lyt til vores SoMe Up podcast i stedet, hvor vi ligeledes gennemgår ugens emne

Sådan fungerer implementeringen

Mastodonten offentliggjorde for nyligt, at de i midten af 2020 vil implementere en grænse for antallet af aktive annoncer, en virksomhedsside kan køre.

For at forberede annoncører på denne nye implementering, har de opdateret deres Marketing API, som inkluderer en Ad Volume API.

Nogle af jer sidder nok og tænker, hvad dælen er en API?

Nu bliver det nok en smule teknisk, men lad os lige kort forklare, hvad Facebooks Marketing API er, og hvad den egentlig bruges til.

API står for Application Programming Interface.

Når du administrerer dine kampagner benytter du dig af Facebooks eget “flotte” og brugervenlige interface, hvor du kan oprette kampagner, målsætninger og meget mere – det er det, du kender som Business Manageren.

Men der eksisterer altså også en anden metode – en form for bagdør.

Det er her Facebooks API kommer ind.

Mastodonten har mange API’er, men Marketing API’en giver dig kort fortalt mulighed for programmatisk at oprette og administrere dine annoncer på Facebook.

Det er altså en mere teknisk tilgang til annonceringen og her tilføjer Facebook en ny funktion, der hedder Ad Volume API, som er en del af deres nye opdatering af deres Marketing API.

Og det gør de netop for “bedst muligt” at forberede annoncører på implementeringen, så de kan se mængden af aktive annoncer, der kører i en annoncekonto.

Det er ret begrænset, hvad Facebook har meldt ud omkring implementeringen, men der skulle efter sigende komme flere informationer i den nærmeste fremtid. 

Hvad er motivationen bag?

Før alle annoncører begynder at gå i panik over det begrænsede antal af annoncer, er det væsentligt at bemærke, at det ifølge Facebook kun vil gøre sig gældende for en lille del af de mange annoncører, der markedsfører sig selv på platformen.

Mange undrer sig dog nok over, hvorfor Facebook vælger at sætte et loft på antallet af annoncer.

Og her påpeger Facebook selv, at implementeringen er besluttet, da et stort antal af aktive annoncer kan gå ind og påvirke annoncernes præstation.

Og det her de til dels også ret i.

For med for mange annoncer kørende på samme tid, desto sværere bliver det for Facebooks leveringssystem at lære mere om hver annonce – herunder de personer og steder, hvor det er bedst at vise dine annoncer.

Effektiviteten bliver hertil mindre stabil og din CPA (pris pr. handling) vil muligvis stige, da det vil kræve en del mere af annoncebudgettet, før Facebooks leveringssystem finder frem til den bedste måde at levere dine annoncer på.

Så man kan sige, at den overordnede årsag til, at Facebook implementerer denne begrænsning er, at for mange aktive annoncer på en gang vil føre til dårligere resultater i længden.

Jo jo – det giver naturligvis mening.

For hvis flere annoncører klager over deres dårlige annonceresultater, så kan det alternativt ende med at platformen mister dem.

Det er i hvert fald Facebooks teori.

En helt anden teori

Facebook er uden tvivl en af de største platforme, når det kommer til markedsføring. Og sammen med Google Ads er det nok et af de steder, hvor folk oftest støder på annoncer, når de bevæger sig rundt på det “sociale medie”.

Af netop denne grund har Facebook også et ansvar, når det kommer til brugerne. 

Og her har mastodonten ofte været i søgelyset.

Allerede tilbage i 2018 havde Facebook en større skandale-sag kørende, hvor Cambridge Analytica blev centrum for en omfattende data-skandale, da de havde fået uretmæssigt adgang til flere millioner af Facebook-brugeres personlige oplysninger uden deres vidende.

Desuden kom det ligeledes frem i offentligheden, at Facebook muligvis havde vist annoncer til brugere og hertil påvirket valgkampen i 2016, hvor Donald Trump blev udnævnt som præsident.

Og nu hvor det amerikanske præsidentvalg igen nærmer sig (2020), så kan man vel godt forstå, at Facebook gerne vil forhindre en lignende skandale denne gang.

Så i den forstand kan man godt sige, at mastodonten har en form for forpligtelse, da de netop har denne enorme indflydelse på valgresultaterne.

Og det kunne samtidig godt ligge til grund for, hvorfor Facebook vælger at sætte en grænse for de annoncer, som en side kan køre i 2020.

Så når Facebook melder ud, at det kun gør sig gældende for en lille del af annoncører, kunne man godt forestille sig, at der er tale om sider, der er relateret til politik.

Netop så de ikke kan påvirke folk i forskellige segmenter ved konstant at målrette dem med annoncer indeholdende de “rigtige” budskaber.

Men som nævnt i ovenstående afsnit forklarer Facebook det på en noget anderledes måde.

Så hvad gør vi?

Facebook har understreget, at begrænsningen kun vil gøre sig gældende for en lille del af de mange annoncører, der benytter platformen.

Og dem der i sidste ende vil blive berørt af implementeringen, skulle ifølge Facebook gerne få en melding med flere detaljer i den nærmeste fremtid.

Men som sagt vil ændringen ikke blive indført før midten af 2020.

Så det betyder altså, at man stadig har tid nok til at blive fortrolig med den nye API og hertil forme ens kampagner i henhold til Facebooks nye implementering.