fbpx
 

SoMe Up: Ny Facebook opdatering får muligvis dine organiske visninger til at falde

SoMe Up: Ny Facebook opdatering får muligvis dine organiske visninger til at falde

28. oktober 2019


Medmindre dit navn er Mark Zuckerberg, så kan Facebooks algoritme være ret forvirrende.

Faktisk har ordet “algoritme-ændring” i nyere tid givet langt de fleste marketingmedarbejdere svedige håndflader og unødvendige hovedpiner. 

I de senere år har der uden tvivl været en del, og nu foretager Facebook altså endnu en ændring i måden, hvorpå de beregner organiske visninger.

Som et resultat heraf vil virksomheder muligvis se en faldende tendens i organiske visninger på både deres side og deres opslag.

Er du stadig forvirret? Lad os starte med at forklare, hvordan algoritmen rent faktisk fungerer lige nu.

Er du på farten? Lyt til vores SoMe Up podcast i stedet, hvor vi ligeledes gennemgår ugens emne

Sådan fungerer algoritmen på Facebook lige nu

Det er ingen hemmelighed, at den organiske rækkevidde har været faldende i mange år nu. Du har formentlig læst de mange advarsler rundt omkring på internettet (ja, de er næsten umulige at undgå).

Men hvorfor er den lige det?

Udover naturligvis Facebooks egne ændringer af algoritmen kan en stor del også skyldes den stigende konkurrence, der er opstået på platformen. For når konkurrencen i nyhedsfeedet stiger – stedet på Facebook, hvor folk ser indhold fra både familie og venner såvel som virksomheder – så bliver det automatisk sværere at nå ud til flere.

I 2018 valgte Facebook så at foretage en markant ændring i deres algoritme.

Mastodonten besluttede at nyhedsfeedet skulle prioritere indhold fra venner og familie såvel som opslag med “meningsfuld interaktion mellem mennesker”.

Men hvad mener Facebook egentlig med meningsfuld interaktion?

Mere specifikt betyder det, at algoritmen prioriterer indhold med massere af kommentarer, delinger og reaktioner – altså en masse engagement.

Det førte faktisk til en stigning i indhold, der berørte ret kontroversielle emner, så folk kunne generere så meget engagement på deres indhold som muligt for derved at blive prioriteret i nyhedsfeedet.

Her valgte Facebook dog tilbage i november 2018 at skærpe deres politik og samtidig optimere deres AI model (en algoritme der automatisk afslår indhold der enten er for kontroversielt eller for vildledende.

Så hvis du formår at mestre “meningsfulde interaktioner” med dit indhold – ja, så skulle du sandsynligvis stadig kunne se nogle resultater i din organiske rækkevidde.

Hvordan fungerer den nye opdatering?

Men nu har Facebook så igen valgt at foretage en ændring, som vil blive implementeret fra den 17 til den 28. oktober 2019.

Mere specifikt konfigurerer de måden, hvorpå organiske visninger beregnes.

Det gør de ved at opdatere den måde, de filtrerer og måler organiske visninger fra den samme person.

Det lyder måske en smule forvirrende, men kort fortalt handler det om at Facebook vil forbedre de målinger, der omhandler personer, der besøger din side på Facebook og/eller interagerer med dine opslag ad flere omgange.

Med andre ord vil Facebooks beregning af organiske visninger altså være mere nøjagtig eller i det mindste være mere repræsentativ i forhold til, hvor mange personer der rent faktisk har set dit indhold – minus dem, der ser indholdet flere gange.

Men det betyder jo så også, at tallene vil falde.

Virksomhedssider på Facebook vil altså muligvis se færre organiske visninger som et resultat af, at visninger ikke vil medregnes lige så ofte.

Her har Facebook selv nævnt, at de ikke kan give nogle estimat på, hvordan denne opdatering vil påvirke virksomhedssider. De påpeger dog samtidig, at lige netop denne opdatering ikke kommer til at ændre noget ved den organiske rækkevidde af dine opslag.

Det betyder altså ikke, at færre personer vil se dine opslag grundet opdateringen, men i stedet får du en mere korrekt og præcis afspejling af dine organiske visninger.

Facebook har ytret, at de foretager denne opdatering, så beregningen af organiske sidevisninger er mere i tråd med, hvordan sponsorerede annoncevisninger beregnes.

Det skulle på den måde gøre det lettere for virksomheder at foretage mere nøjagtige sammenligninger mellem de to.

Derfor er opdateringen bemærkelsesværdig for virksomhedssider

Opdateringen er netop bemærkelsesværdig, da den tydeliggør, at et fald i visninger ikke nødvendigvis er et fald i virksomhedssidens performance, men derimod et resultat af at Facebook ændrer, hvordan den beregner organiske visninger.

Som tidligere nævnt handler det om at gøre det lettere for virksomheder at sammenligne organiske visninger med betalte annoncevisninger, som normalt svarer til at blande æbler og pærer.

Men som altid har Facebook dog ikke givet nogle specifikationer på, hvordan de helt præcist vil filtrere beregningen af de organiske visninger. Hertil påpeger de bare, at nogle virksomhedssider måske slet ikke vil mærke nogen ændringer.

Umiddelbart kan det se ud til, at der er en god logik bag opdateringen, men det er naturligvis svært at sige, hvor stor en indflydelse det i sidste ende vil have på virksomhedssider på Facebook.

Uanset hvad kan det være en god idé at spore præstationen på din Facebook-side og samtidig holde øje med statistikkerne for at måle virkningen – hvis der kommer nogen.