fbpx
 

SoMe Up: Snapchat tilføjer en ny ‘Swipe Up to Call’-funktion

SoMe Up: Snapchat tilføjer en ny ‘Swipe Up to Call’-funktion

16. december 2019


Klassiske telefonsamtaler er tilbage!

Næsten da.

Snapchat har nemlig lanceret en splinterny funktion, som opfordrer brugerne til enten at ringe eller SMS’e direkte til virksomheden, når de bliver eksponeret for deres annoncer.

Er du på farten? Lyt til vores SoMe Up podcast i stedet, hvor vi ligeledes gennemgår ugens emne

Byd velkommen til ‘Swipe Up to Call’

‘Swipe Up to Call’ er en ny CTA-funktion, som kort fortalt giver brugerne mulighed for at stryge op (swipe up) i en annonce, for at foretage et telefonopkald i appen.

På den måde kan brugerne kommunikere direkte med virksomheden via platformen, når de bliver eksponeret for en annonce med et produkt eller ydelse, de er interesseret i.

På nuværende tidspunkt har annoncører på Snapchat bl.a. mulighed for at drive trafik til deres hjemmesider, skaffe videovisninger og app installationer via ‘Swipe Up’-funktionen.

Men nu kan de altså også opfordre brugerne til at kontakte dem direkte via telefonopkald.

Første lancering er i… Mellemøsten?

At få en bruger til at ringe direkte til virksomheden via annoncer i Snapchat kan være utrolig værdifuldt for mange virksomheder.

CTA-funktionen eksisterer faktisk allerede i annoncer på Facebook, såfremt du benytter dig af målsætningen Rækkevidde.

Men det er altså først for nyligt, at den er kommet til Snapchat.

Den triste nyhed er dog, at det på nuværende tidspunkt kun er annoncører i Mellemøsten, der kan gøre brug af den nye ‘Swipe Up to Call’-funktion.

Og her har Snapchat altså ikke givet nogen melding om at udvide funktionen til andre lande i den nærmeste fremtid – endnu.

Så mon ikke det afhænger af, hvor populær den nye funktion bliver i Mellemøsten. For hvis funktionen formår at tiltrække en masse opmærksomhed kan det være, at vi er heldige, at finde den i vores Ads Manager på et tidspunkt i det nye år.

Men hvordan kan det egentlig være, at Snapchat har valgt Mellemøstens annoncører som modtagere af den første lancering?

Snapchat påpeger selv, at særligt Mellemøsten vil tage godt imod funktionen, da brugerne ikke kun nyder at ringe til familie og venner, men i lige så høj grad også virksomheder – både små, mellemstore og store virksomheder.

Det gør de for at høre mere om virksomhedens produkter, tjenester osv. for dernæst at foretage købet.

Men gælder det også de danske brugere?

Hvordan foretrækker danske brugere at kommunikere med virksomheder?

Sammenligner man med de danske brugere – og især de helt unge generationer – så er det formentlig en del færre, der foretrækker at kommunikere via telefonopkald med virksomheder.

Eller hvad?

På trods af mange formentlig gerne vil have muligheden for at ringe til virksomheden, så er de yngre generationer nok større tilhængere af den digitale kommunikation med virksomheder.

De unge generationer har jo trods alt et ’lidt’ anderledes forbrugsmønster end de ældre, som formentlig finder det mere naturligt at foretage et telefonopkald, hvis de ønsker mere information.

Men når det kommer til digital kommunikation, er der i hvert fald ingen tvivl om, at brugerne i dag stiller store krav til virksomheder, når det kommer til kundeinteraktion.

Brugerne vil interagere på de kanaler, de bruger og på den måde, som de nu engang interagerer på.

Det er derfor utrolig vigtigt for virksomheder at tilpasse sig disse digitale løsninger, så de konstant kan skabe specifik og personaliseret kundeinteraktion, dér hvor de ønsker at interagere.

Og det er uanset om det er via telefonopkald eller øjeblikkelig support via digitale kanaler såsom livechat på hjemmesiden eller beskedsamtaler på de sociale medier.

Derfor er det relevant for annoncøren på Snapchat

Denne nye ‘Swipe Up to Call’-funktion bringer uden tvivl en række fordele med sig.

Først og fremmest tillader funktionen jo, at brugerne ved et enkelt swipe up kan foretage et telefonopkald med en virksomhed direkte i appen.

Det kan altså potentielt gøre det lettere og hurtigere for virksomheder at lukke en aftale eller gennemføre et salg, da virksomheden har langt mere kontrol over brugeroplevelsen, idet de taler direkte med den interesserede bruger.

Derudover må man også gå ud fra, at når en bruger vælger at ringe til en virksomhed via en annonce, de har set, så har de formentlig en stor intention om at købe, hvilket virksomheden kan drage store fordele af – såfremt det håndteres rigtigt af virksomheden.

Samtidig forventes det, at det er flere forskellige brancher og sektorer, der kan benytte funktionen.

Lad os tage nogle eksempler.

  • Er du en bilforhandler eller driver et autoværksted kan ‘Swipe Up to Call’-funktionen bruges til at opfordre potentielle købere til at booke en prøvekørsel eller planlægge deres næste syn af bil.
  • Arbejder du inden for restaurationsbranchen kan du bruge den til at gøre det lettere for brugerne at booke et bord eller bestille en menu.
  • Ejendomsmæglere kan opfordre interesserede købere og lejere til at ringe dem direkte op i forbindelse med deres ejendomme.
  • Derudover kan virksomheder generelt benytte funktionen til forespørgsler inden for kundeserviceområdet.

Så der er i hvert fald ingen tvivl om, at ‘Swipe Up to Call’-funktionen kan tilbyde de fleste brands en helt unik mulighed for at komme direkte i kontakt med deres kunder i realtid.

Hvis du bare formår at give en overbevisende grund til at brugeren skal ringe dig op via annoncen, så kan det altså hjælpe dig og din virksomhed med at etablere en direkte og ikke mindst værdifuld forbindelse til dine kunder.

Vi skal nok holde dig opdateret om enhver udvidelse af funktionen.