fbpx
 

SoMe Up – Facebook advarer annoncører om nyt værktøj

SoMe Up – Facebook advarer annoncører om nyt værktøj


Kan du huske sidste år, hvor Facebook offentliggjorde deres planer om et nyt “Ryd historik”-værktøj?

Værktøjet, der er designet til at give brugerne mere gennemsigtighed og kontrol over deres data, vil blive tilgængeligt inden for de næste kommende måneder.


Hvordan kommer værktøjet til at fungere?


Funktionen blev annonceret for første gang under sidste års F8-konference, hvor mastodonten afslørede, at de arbejdede på et værktøj, der ville gøre det muligt for brugerne at rydde deres historik direkte på platformen og se alle de sider og apps, de havde interageret med.

Det blev samtidig klargjort, at værktøjet ikke direkte sletter brugernes Facebook-aktivitet, men i stedet gør deres data anonym. Det betyder, at brugernes aktivitet på diverse hjemmesider og apps, som han eller hun har besøgt, ikke vil blive forbundet med vedkommendes Facebook-profil.

Værktøjet er altså designet til at skabe mere gennemsigtighed over for brugerne ved at vise en liste over de apps og hjemmesider, som de har besøgt, der anvender sporingsværktøjer såsom Facebook pixel, SDK og API.

Det giver brugerne langt mere kontrol over deres personlige data, og hvordan den bruges til målretning af annoncer.


Facebook: En positiv effekt på virksomheder


Nu hvor værktøjet nærmer sig en realitet, er der formentlig en række annoncører, hvis nerver står på højkant.

Og det er Facebook naturligvis forberedt på. Så forberedt faktisk, at de har udgivet en oversigt over, hvad annoncører skal have in mente, når det kommende værktøj bliver en realitet.

Oversigten påpeger eksempelvis hvordan dét, at tilbyde brugerne større gennemsigtighed i sidste ende vil have en positiv effekt på virksomheder, der bruger Facebook.

Hertil menes, at når brugerne bliver informeret om, hvordan deres aktivitet og information benyttes, så forbedres deres samlede oplevelse af annoncerne og de virksomheder, som de interagerer med.

De bemærker samtidig, at Facebooks værktøjer og segmenteringsmuligheder stadig vil forblive, som de er på nuværende tidspunkt.



Funktionen kommer til at påvirke virksomheders målretning


Når en bruger vælger at afbryde deres Facebook aktivitet, vil platformen ikke længere have mulighed for at spore og derefter bruge den data til målretning.

Med andre ord betyder det eksempelvis, at hjemmesider der bruger Facebook pixel ikke længere kan spore og målrette brugere med annoncer.

Det omfatter altså dine brugerdefinerede målgrupper, der er baseret på tidligere besøgende på hjemmesiden eller appen.

Det kommer til at føles som et enormt slag for mange annoncører. Især hvis en betydelig mængde af brugerne vælger at skjule sporingen af deres data.

Facebook bemærker hertil, at de stadig vil være i stand til at levere præcise analyseresultater af annoncernes effektivitet for at hjælpe virksomheder med at forstå virkningen bag.

Men samtidig også respektere brugernes ønske om at have kontrol over deres Facebook aktivitet.


Skal SoMe-annoncøren være bekymret?


Facebook har i lang tid været en guldmine for virksomheder. Og som vi har set med så mange andre af Facebooks privatlivs- og dataindstillinger, så er det langt fra de fleste brugere, der faktisk ændrer disse indstillinger – på trods af at funktionerne er tilgængelige.

Husker du den store Facebook sag tilbage i 2018, hvor Cambridge Analytica blev centrum for en omfattende data-skandale?

Konsulentvirksomheden havde fået uretmæssigt adgang til flere millioner af Facebook-brugeres personlige oplysninger uden deres vidende.

Facebook var efterfølgende ude og informere, at skandalen ikke havde en større indvirkning på brugernes adfærd på trods af den enorme mediestorm mastodonten undergik i perioden.

Det betyder naturligvis ikke, at skandalen slet ingen indvirkning havde. Flere undersøgelser viser at brugere deler meget mindre indhold og færre personlige oplysninger på Facebook, end man gjorde førhen.

Men på trods af det, er der ikke noget, der tyder på, at brugerne pludselig vil lukke ned for al deres data, lige så snart funktionen bliver tilgængelig.

Naturligvis er brugere blevet en del mere bekymrede for, at deres data bliver misbrugt. Men dog ikke så meget, at de gør noget ved det.

Det giver fin mening for Facebook at advare annoncøre omkring de mulige virkninger. Men i sidste ende kan vi ikke vide, hvor mange brugere der rent faktisk vil benytte det, og hvordan det vil påvirke virksomheder, før funktionen bliver lanceret.

Sporingen af data vil blive påvirket i en vis grad, men det er usandsynligt, at det går hen og bliver en helt ubrugelig mulighed.

Det betyder, at din virksomhed sandsynligvis stadig vil kunne benytte sig af brugerdefinerede målgrupper, når du skal målrette dine Facebook annoncer.

Men det er uden tvivl et værktøj, der er værd at have in mente, næste gang du udvikler strategier for dine kampagner.