SoMe Up – Sådan engagerer du dine følgere på Facebook

SoMe Up – Sådan engagerer du dine følgere på Facebook

Når din virksomhed skal nå ud til brugerne, er det vigtigt, dels at engagere dine nuværende følgere, og dels at få nye kunder i butikken.

De to ting hænger mere sammen, end man skulle tro.

Når du engagerer dine nuværende følgere, vil det nemlig være nemmere at tiltrække nye kunder. Her får du 5 tips til at skabe mere engagement hos dit nuværende publikum – og fremtidige følgere.

 

Engagér dine brugere efter de nye spilleregler

 

Som eftervirkning af at Facebook har skruet væsentligt ned for rækkevidden på opslag, døjer mange virksomheder med at finde en strategi til at nå ud til brugerne.

Hvordan driver man forretning, når den organiske rækkevidde er så svær at opnå?

Den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre. Benytter du organiske opslag korrekt og som supplement til annoncering på Facebook, kan du stadig skabe værdi for din virksomhed.

Nøglen er at engagere dine brugere efter de nye spilleregler. Det handler om at gøre brug af nogle små tricks, der tilfredsstiller Facebooks nye algoritme.

 

1. Kend brugernes behov og reaktioner

 

En godt råd, som nok er indlysende for mange – men alligevel godt at blive mindet om er at kende brugerne, som din egen bukselomme.

Hvad er deres behov, hvad klikker de på, og hvordan reagerer de?

Undersøg konkurrerende sites, for at se, hvordan brugerne opfører sig. Den viden kan du bruge til at skabe engagerende, autentisk og relevant indhold for dine brugere.

Når du oplever stor respons og aktivitet blandt brugerne, så er det tid til at se på, hvordan du bedst anvender eksterne links, der leder dem hen til din forretning.

 

2. Drop at linke direkte i opslaget

 

Links i dit opslag – det er da en god ting, er det ikke?

Lets face it, Facebook vil gerne holde brugerne på deres egen platform, og giver derfor ikke credit for, at du smider dem væk til en ekstern side.

En måde at kringle denne udfordring på, er ved at linke i en kommentar i stedet for. Du skriver altså det vigtige budskab i selve opslaget, og henviser så til mere information i første kommentar. På den måde får du stadig lullet folk væk fra Facebook og hen til din virksomhed – uden at blive straffet.

 

3. Hold gang i dialogen

 

Den nye Facebook algoritme går målrettet efter meningsfulde interaktioner. Det betyder, at du skal holde gryden i kog ved at svare på diverse kommentarer, så en meningsfuld dialog holdes i gang.

Facebook gennemskuer dog hurtigt, hvis du opfordrer brugerne til at like, tagge eller kommentere et opslag – og det er noget, de slår ned på, fordi det bliver anset som at man forsøger at udnytte algoritmen.

Hvis man bruger denne taktik gentagende gange, bliver man straffet ved, at Facebook reducerer rækkevidden på dine opslag.

Så, sørg for at holde dialogen i gang med autentiske svar og meningsfulde kommentarer til dine brugere.

 

4. Vigtigheden af videoer og visuelt guf

 

Ingen tvivl om, at video er vejen frem til engagement hos brugerne. Det gamle ordsprog, at et billede siger mere en tusinde ord, holder helt klart i denne sammenhæng.

Det er ikke kun algoritmen, der belønner brugen af levende billeder – det er også brugerne. Hvordan vi end vender og drejer det er videoer populære at anvende som content.

Facebook ser helst, at du uploader dine videoer direkte på Facebook og bruger deres platform som primær kilde frem for at du deler videoklip fra Youtube. Facebook har nogle indbyggede værktøjer du kan benytte dig af, så videoerne kommer til at stå skarpt.

Sidst men ikke mindst er det en fremragende idé at sende live-videoer. Det giver en følelse for brugeren af at være med, hvor det sker lige nu og her, samtidig med det er en nem og uforpligtende måde at skabe visuelt indhold på, der hitter.

 

5. Boost dine indlæg

 

Hvis du følger ovenstående tips og samtidig sørger for at annoncere på Facebook, så skulle der være god grobund for at nå ud til brugerne.

Det kan her være en god idé at booste dine opslag, når du gerne vil øge brugernes engagement.

Du har dog nok lagt mærke til at mange fraråder brugen af boost-funktionen. Og hvis din virksomhed ønsker at få konkrete resultater såsom leads og konverteringer, så er boost-funktionen oftest ikke det rette valg.

Men når det er sagt, så kan det være et fint værktøj at benytte på opslag, der allerede har organisk rækkevidde – og her kan du ramme Bulls Eye ved at anvende principperne inden for Target Marketing.

På den måde kan du ramme dine nuværende brugere såvel som følgere, der tidligere har vist interesse for din virksomhed.