fbpx
 

SoMe Up – Potentielle fordele ved foreningen af Messenger, Instagram og WhatsApp

SoMe Up – Potentielle fordele ved foreningen af Messenger, Instagram og WhatsApp

En stor forandring er i vente for Facebook.

Facebook har nemlig meddelt, at de vil knytte deres tre mest populære tjenester tættere sammen, så de fungerer som én og samme service til at kommunikere over. Denne ændring kan forventes at blive gennemført i udgangen af 2020 eller senere.

Men hvad kommer det til at betyde for Facebook – og ikke mindst digitale marketingfolk fremadrettet? Vi har samlet en række bud på hvilke potentielle fordele, der kan komme ud af denne sammenkobling mellem Messenger, Instagram og WhatsApp.

 

Hvad betyder det?

 

Ganske kort betyder det, at det nu skal være muligt at sende beskeder på tværs af Messenger, Instagram og WhatsApp. Og det gør Facebook ved at integrere teknikken bag de tre tjenester ind i ét samlet krypteret besked-system. De tre tjenester skal dog fortsat fungere selvstændigt og uafhængigt af hinanden. Det er kun beskedsystemet, der ensrettes, så brugerne kan sende krypterede beskeder på tværs af tjenesterne.

Der kommer altså stadig til at være tre apps, men alle tre vil blive integreret med hinanden og derved arbejde sammen på helt nye måder.

 

Hurtigt, stabilt og privat

 

Detaljerne er ikke helt på plads endnu, men Facebook har meddelt, at sammenkoblingen vil inkludere en end-to-end-kryptering. Det vil sige, at det kun er de involverede brugere i samtalen, der vil kunne se den. Langt de fleste brugere har et ønske om, at deres besked-tjenester skal være hurtige, stabile og private. Og Facebook meddeler derfor, at de vil arbejde på at gøre det lettere for brugerne at nå ud til både venner og familie i en krypteret form.

Samtidig vil Facebook potentielt kunne øge sin omsætning ved at integrere de tre tjenester – netop fordi folk forventeligt vil bruge mere tid på de pågældende apps fremfor at skifte til andre lignende tjenester.

 

Større rækkevidde med chatbots

 

Sort på hvidt betyder sammenkoblingen altså, at dem der eksempelvis kun bruger WhatsApp og ikke Instagram (eller omvendt), vil have adgang til alle tre tjenester.

Men hvem ville sende en besked på WhatsApp ved hjælp af Instagram?

Det vil du – særligt når det kommer til chatbots. Chatbots er en teknologi, der på diverse sites omtales som måden for brands og forbrugere at kommunikere på. Lige nu kan det være besværligt for virksomheder at skulle lave separate chatbots til både WhatsApp, Instagram og Messenger.

Men med denne sammenkobling ville virksomheder fremover kunne nå ud til kunder uanset hvilket besked-system, de anvender. I teorien betyder det, at chatbots får en markant større rækkevidde, hvilket giver virksomheder en bedre mulighed for at engagere og kommunikere med deres kunder.

Læs mere om chatbots her

 

Alternativ til e-mail marketing

 

E-mail marketing er ikke altid uden udfordringer. Særligt når det kommer til bekymringen for, om modtagerne vil opfatte dine e-mails som spam eller endnu værre – at e-mailen simpelthen ikke er effektiv nok. Og på trods af at langt størstedelen af brugerne har e-mails, benytter de stadig vidt forskellige platforme til at kommunikere med.

Sammenkoblingen af de tre tjenester kan her være med til at skabe et system, der potentielt kunne fungere som alternativ til e-mail marketing.

På denne måde kan din virksomhed nå ud til langt flere brugere, og brugerne behøver ikke længere at bekymre sig om spam, da brugerne selv har kontrol over, hvem de ønsker at modtage meddelelser fra.

 

WeChat – alt i én

 

I Kina benytter brugerne WeChat – en multi-platform, der både kombinerer sociale medier, finansiering, rejser, e-handel og meget, meget mere. Det vil sige at alt lige fra bestilling af frokost til bestilling af en rejse foregår på denne ene app.

En lignende tjeneste finder man altså ikke i Vesten. Blandt andet grundet brugernes fragmenterede handlingsmønstre på tværs af platformene. Men hvis Facebook vælger at benytte sig af samme funktion, kunne flere og flere virksomheder samle deres tjenester og ydelser på bare én platform.

Der er uden tvivl forskellige fordele for både Facebook og digitale marketingfolk, når det kommer til foreningen af WhatsApp, Messenger og Instagram. Og det vil uden tvivl føles som et væsentligt skift i et ellers foranderligt SoMe-univers.

Lige nu kan vi kun vente med at se, hvordan det rent faktisk vil ende ud.