fbpx
 

SoMe Up: Sådan påvirker Facebooks nye “Clear History”-værktøj annoncøren

SoMe Up: Sådan påvirker Facebooks nye “Clear History”-værktøj annoncøren

23. september 2019


Det er et stykke tid siden nu, at Facebook annoncerede deres indledende planer om at lancere et “Clear History”-værktøj. Et værktøj som ifølge Facebook skulle bringe mere gennemsigtighed og samtidig hjælpe brugerne med at kontrollere deres off-platform aktiviteter.

Nu er funktionen endelig landet – til at starte med i Irland, Sydkorea og Spanien.

Er du på farten? Lyt til vores SoMe Up podcast i stedet, hvor vi ligeledes gennemgår ugens emne.

Hvad er off-Facebook Activity?

De fleste danskere har efterhånden mange forskellige apps installeret på deres smartphone, og det kan til tider være utrolig vanskeligt at holde styr på, hvilke oplysninger man har delt og med hvem.

Det er her Facebooks nye værktøj kommer ind i billedet.

Værktøjet off-Facebook Activity giver brugerne et overblik over alle de apps og hjemmesider, der sender oplysninger om deres aktivitet videre til Facebook, når de benytter dem. Derudover vil brugerne have muligheden for at rydde alle disse oplysninger fra deres konto, hvis de ønsker det.

Værktøjet giver med andre ord brugerne endnu større kapacitet til at kontrollere, hvordan deres data bliver brugt af Facebook og annoncører.

Facebook annoncerede egentlig denne nye funktion tilbage i 2018 til deres F8-konference, da brugere efter Cambridge Analytica-skandalen ønskede en større indsigt i, hvordan deres personlige data bliver brugt, og hvad Facebook helt specifikt sporer.

Mastodonten lovede derfor at lancere en mulighed for netop dette samtidig med, at brugerne helt kunne slette tredjeparts sporing, hvis de ønsker det.

Men det har ikke været helt nemt for Facebook at imødekomme denne forespørgsel.

Ifølge Facebook har selve opbygningen af værktøjet krævet et omfattende redesign af måden, hvorpå Facebooks systemer gemmer og behandler brugernes aktivitet. Det har altså krævet, at Facebook måtte finde nye metoder til at kunne afbryde dette flow af informationer omkring brugernes off-platform aktiviteter fra deres konto.

Og det er netop derfor, at lanceringen af denne nye Facebook funktion har taget så lang tid.

Hvad sker der med brugernes data?

Man kan dog ikke undgå at spørger sig selv – ender Facebook så med at slette al brugerdata?

Det korte svar er nej.

Det nye værktøj giver kun brugerne mulighed for at rydde deres oplysninger fra deres konti, men dataene findes altså stadig.

Facebook fortæller nemlig, at hvis en bruger vælger at rydde sin off-Facebook aktivitet, så vil de fjerne brugerens oplysninger fra den data, som apps og hjemmesider har valgt at sende til Facebook.

Det betyder, at Facebook ikke ved, hvilke hjemmesider eller apps brugeren har besøgt, eller hvad brugeren har foretaget sig derinde, såfremt brugeren vælger at rydde sin dataoplysninger.

Men det betyder altså også, at Facebook ikke længere vil bruge noget af den data til at målrette annoncer mod brugeren hverken på Facebook, Instagram eller Messenger.

Så hvad kommer funktionen til at betyde for Facebooks værktøjer til målretning af annoncer

Det betyder off-Facebook Activity for annoncøren

Når en bruger rydder deres data, vil Facebook ikke længere bruge denne data til målretning af annoncer.

Det betyder at de indstillinger, der bruges til målretning af annoncer, som er drevet af Facebooks forretningsværktøjer som Facebook-pixlen, ikke længere kan benyttes til at nå ud til brugeren med annoncer.

Det inkluderer med andre ord oprettelsen af en brugerdefineret målgruppe, hvor man målretter besøgende på virksomheders hjemmesider – en strategi de fleste annoncører kender som retargeting.

Værktøjet kommer altså til at have en stor effekt på virksomheder. Og Facebook anbefaler alle virksomheder der annoncerer på platformen at have denne funktion in mente, når de udvikler fremtidige strategier.

Men kommer det ikke også til at gå ud over mastodontens egen forretning? 

Jo helt bestemt. Facebook har selv indrømmet at funktionen kommer til at have en større indflydelse på deres forretning. For desto mindre data til målretning af annoncer, jo flere annoncører vil formentlig springe fra.

Og det giver vel også mening. For hvis annoncører ser færre og dårligere resultater, så er man naturligvis ikke interesseret i at kaste annoncekroner efter platformen.

Bør vi være bekymret?

Umiddelbart vil vi sige nej – at man skal tage funktionen med et gran salt.

Det siger vi, da selve indvirkningen i høj grad afhænger af, hvor mange brugere der i sidste ende vælger at slette deres historik. 

Facebook har dog tilbage i maj advarede annoncører om, at funktionen potentielt vil gå hen og mindske platformens evne til at kunne tilbyde dybdegående sporing til annonceringsformål.

Så det er naturligvis et værktøj, der er værd at have in mente, næste gang virksomheder udvikler kampagnestrategier.

Men igen, som vi har set ved tidligere Facebook værktøjer omhandlende privatliv og personlig data, så er det formentlig langt de færreste brugere, der rent faktisk vil benytte funktionen på trods af, at den er tilgængelig.

Samtidig giver funktionen Facebook mulighed for at skubbe ansvaret tilbage over på brugeren, da de her selv skal tage kontrol over deres data. Og hvis de netop ikke gør det, så er det en win-win situation for Facebook – både fra et PR og datasporingsperspektiv.

Er det slut med annoncer?

Man kan samtidig spørger sig selv – betyder det, at hvis en bruger vælger at fjerne sin historik, så får de ikke længere vist annoncer på Facebook?

Nej, det gør det ikke.

Virksomheder kan stadig vise annoncer der er baseret på brugernes aktivitet på platformen. Det vil sige, når brugeren eksempelvis synes godt om eller besøger virksomhedens Facebookside. 

Så hvis en bruger planlægger at afskære en annoncør helt fra deres konto, så er det ikke helt nøjagtigt, det der sker. Men i stedet giver det brugeren mulighed for at kontrollere den data, der omhandler deres off-Facebook aktivitet.

I sidste ende handler det for virksomheder om at tilpasse sig disse ændringer, som Facebook foretager, for at imødekomme brugernes ønske om en større indsigt i, hvordan deres personlige data bliver brugt, og hvad Facebook helt specifikt sporer.

Og hvis virksomheder samtidig ved en ting eller to om deres målgruppe og kan heraf udlede relevante kundeindsigter baseret på netop dette, så kan de opbygge personificerede kampagner med det rette budskab til den rette person på det rigtige tidspunkt – helt uden at kende nogen personlige oplysninger.